onsdag den 18. januar 2012

Verdens bedste grøntsagstærte!


 Da jeg var barn, var min livret porretærte uden porrer (og persillesovs uden persille). Selvsamme porretærte, som min mor lavede dengang, ynder jeg stadig at spise i dag - og nu helst med porrer i. Opskriften stammer fra et af de old school madhæfter fra brugsen, og selvom grafikken er forældet, så holder retten stadigvæk.



Porretærte (Til 4 personer, eller 2 meget sultne)

Bund:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
75 g smør
1/2 tsk salt
1/4 dl kærnemælk (eller almindelig mælk)

Smørret smuldres i melet, salt og kærnemælk tilføjes og dejen samles hurtigt. Den lægges i køleskabet i ca. en time

Fyld:
4 spsk reven ost
3-4 porrer
100 g. skinke
2 æg
2 dl mælk
1/2 tsk salt
25 g smuttede mandler

Porrerne skæres i skiver og koges ca 4 min
Skinken skæres i tern, mandlerne smuttes og æg, mælk og salt piskes sammen.

Dejen rulles ud i et tærtefad, drysses med ost og forbages ved 200 grader i 15 min. Herefter puttes porrer og skinke i, tærten dækkes med æggemassen og drysses med mandlerne.

Den bager herefter videre i ca. 25 min

Her til aften blev tærten nydt sammen med en blandet salat. Og som I kan se, var den populær. Jeg nåede slet ikke at få et billede af den flotte hjertetærte, før den var væk. Sådan kan det gå.


Har I også en favorittærte?

2 kommentarer:

  1. åååh Marie!!!! Hvor ser den bare guddommelig lækker ud!! Peter har selvfølgelig bacontærte som sin favorit, og min er faktisk nok også en porre/løg tærte!! UHHHM

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig også super lækker! Især på grund af de sprøde mandler. Jeg laver den til Peter en dag, og så skal jeg love dig for at bacontærten er fejet af banen ;) Det var i hvert fald tilfældet for Mads, da han smagte den første gang!

      Slet