Jeg var til fødselsdag i onsdags, hvor jeg tillod mig at spise rugbrød til aftenens kolde fiskebord - og så fik Mads og jeg i går overbevist hinanden om, at rittersport med marcipan godt kunne passe til principperne. Mørk chokolade og mandler er jo ok i små mænger (sukkeret og det faktum, at vi fortærede en plade hver, taler vi ikke mere om). Men derudover har jeg holdt mig på rette sti. Morgenmad og aftensmad har ikke været noget problem. Skyr med frugt og nødder om morgenen og diverse lækre kød/grøntsgagsretter om aftenen. Nej den største udfordring har været at finde alternativer til de hurtige madder, min frokost plejer at bestå af. Og at gå forbi bagere uden at hoppe på den først synlige portion boller! Ja tænk sig, jeg savner faktisk brød mere, end jeg savner sukker (selvom konkurrencen er tæt)
I dag forsøgte jeg mig derfor med et alternativ til rugbrødet, nemlig dette stenalderbrød:
Jeg er helt og aldeles forundret over, hvordan et brød helt uden mel kan være så lækkert, men det er det virkelig, og nu er min frokost sikret resten af ugen!
Opskriften har jeg fundet her, dog har jeg ændret en smule ud fra hvad der lige var i forrådet. Min udgave lyder derfor sådan her:
100 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g mandler - halvdelen hele, halvdelen hakkede
100 g hasselnødder - hele
5 æg
1 dl olivenolie
to tsk salt
Fremgangsmåden er noget så enkel - du blander ganske enkelt det hele sammen, putter massen i en smurt brødform, putter denne form i ovnen - når den er 160 grader varm - og lader brødet bage i 1 time.
Det smager altså virkelig godt, sådan lidt en blanding mellem rugbrød og knækbrød. De bagte nødder får det til at dufte fantastisk, og vi har bestemt os for, at der afgjort er tale om en genganger.
Jeg kan godt lide, når noget, man laver som en slags erstatning til noget andet, faktisk ender med at være mindst lige så lækkert som originalen. Og man skal nok netop ikke tænke på det som en erstatning, men som en selvstændig ret på repertoiret. Jeg kunne f.eks. godt finde på at servere det, næste gang der er brunch eller ostebord i sigte!
Lige meget hvad, så kan jeg varmt anbefale at prøve det af! Om ikke andet, så bare for at nyde det smukke syn ;)
Lad mig lige slutte af med at understrege, at jeg godt ved, at der er meget at anklage denne diæt for, f.eks. er dette brød jo spækket med fedtstoffer. Vores lille projekt skal ikke forstås som en livsstilsændring, men ganske enkelt som et forsøg på at se, hvordan vi reagerer på en periode uden stivelsesholdige produkter og tomme kulhydrater. Indtil videre går vægten i hvert fald den rigtige vej - ned ad. Et andet mål er at få nogle andre vaner ind i hverdagen. Jeg er sådan en, der let kunne spise en pakke frisk pasta på egen hånd, sådan en, som altid bestiller ekstra ris til thaimaden og sådan en, som ikke kan få nok af hvidt brød og nye kartofler - med rigeligt med smør til begge dele. Så hvis denne lille kur kan hjælpe til at tænke i andre baner, kunne det være en god gevinst. Ovenstående mad vil jeg aldrig undvære helt - jeg elsker det jo. Men tror det kunne være meget sundt, hvis det kom til at fylde lidt mindre på tallerknen.