Og jeg taler ikke kun om stilheden her på bloggen, selvom jeg godt ved, der har været et par inaktive dage. Nej jeg taler om stilhed sådan i al almindelighed.
Jeg var nemlig til konfirmation hos ældste-nevøen i søndags, og det satte tanker i gang. Vi havde en dejlig dag, og konfirmanden var vigtigst af alt glad og tilfreds. Hans rampelys blev dog næsten stjålet af en af dagens yngste gæster. En charmerende purk med voldsomt meget krudt i røven. Da jeg spurgte hans mor, hvor gammel han var, svarede hun: "han bli'r fire", kiggede så ned på min mave og tilføjede: "Så ved du, hvad der venter dig."Og pludselig så jeg glimt af de kommende års konfirmationer for mit indre blik. På Mads' side af familien kommer børnene nemlig lige i rap, så næste nevø står for skud om et år, året efter fejrer vi den tredje i rækken og så tager vi lige en pause, inden niecen skal i det fine skrud fire år fra nu.
Og til disse tre fester skal der pludselig en ekstra kusine med. Til den første, skal vi sikre os, at hun ikke græder for meget i kirken, og at hun ikke spytter sin mad ud over de fint dækkede borde. Hvis hun arver min motorik, kan hun nok ikke kravle, så så ved vi i det mindste, hvor vi har hende. Året efter kan vi nok ikke komme udenom, at hun har lært at gå. Så der skal vi sikre os borddekorationerne og -hvis hun arver begge forældres madglæde- buffeten! Og når det så bliver Fridas tur, så er hun - ligesom søndagens charmetrold - knap fire, og jeg vil ikke engang begynde at tænke på, hvad hun vil være i stand til til den tid.
I hvert fald går det mere og mere op for mig, at der er en baby på vej, og at hun kommer for at blive. Det er fuldstændig fantastisk - og en lille smule skræmmende. Så jeg vil bruge de næste måneder på at glæde mig helt ind i hjertet. Mens jeg nyder stilheden, så længe jeg har den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar