Hvorfor man ikke skal forlænge sin middagslur med 15 min...

Med sådan en udsigt fra vinduet var det sengen, der lokkede mest, da jeg kom hjem fra seminariet ved middagstid i dag.
Og hvilken lur jeg fik mig! I ved, den slags, hvor man svæver lige på grænsen mellem søvn og bevidsthed, så man hele tiden fornemmer præcis hvor dejligt, der er under sådan en dyne midt på dagen. Derfor blev alarmen da også lige udskudt et kvarter, da telefonen begyndte at bimle. Men som med alt andet godt, bør man stoppe, mens leget er god. Jeg havde nemlig planer om at cykle hjem til min mor (på hendes cykel, som hun begyndte at mangle efter forlænget udlån til doven datter). Da jeg kiggede ud af vinduet småregnede det, men det var ikke værre end hvad et par gummistøvler kunne overkomme. Lige som jeg åbnede døren blev småregnen så til regulær regn. Men med hætten oppe var det ganske ok at cykle i. 5 minutter senere måtte regnen kategoriseres som kraftig, og det var ikke så sjovt endda, men jeg var snart halvvejs på turen og ved ok mod. Så kom der noget, der lignede et skybrud. Tunge, tunge dråber væltede ned over mit ansigt, og mine leggins begyndte at svøbe sig til mine kolde lår. Jeg nåede lige at tænke "nu mangler det bare, at det begynder at hagle", og så begyndte de små hårde hvide sataner eller at dumpe ned fra himlen - og direkte ned i mine gummistøvler, der nu ikke kunne klare presset længere. Da jeg svingede ind i min mors indkørsel lignede jeg mest af alt en druknet hvalros.
Og ironien i det hele: Den cykeltur varede et kvarter. Så hvis jeg ikke havde forlænget den der fantastiske lur, så var jeg højst blevet udsat for lidt småregn. 
Dovenskab betaler sig aldrig! På den anden side: Jeg ved ikke, om jeg var blevet forkælet helt så meget med rosinbrød og varm te hos min mor, hvis jeg var nået frem i tør tilstand.

Det er aldrig så vådt, at det ikke er godt for noget!

God regnvejrsdag derude :)