Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en kæmpe romantiker. En glødende royalist. Indtil Frede fandt sin Mary stod "Kronprinsesse af Danmark" øverst på min karriereplan. Jeg elsker silkekjoler, bonderoser, bindingsværkhuse, fine kager og kongeligt porcelæn. Og alligevel skulle jeg fylde 25, før jeg for første gang spiste på en ægte herregård.
Det skete i torsdags, hvor jeg indløste min adventsgave fra Mads. Han havde købt en middag for to på Store Restrup Herregård gennem den smarte service Downtown.
Fantastisk måde at tilbringe en torsdag aften. Det var ganske enkelt som at blive sat tilbage i tiden. Stedet emmede langt væk af "Jul på slottet", der var lysekroner, sølvtøj, tapetserede stuer og knirkende døre, der næsten fik én til at tro på spøgelser.
Maden var også fornem - omend ikke helt samme klasse som omgivelserne. Ud over en aperitif bestående af rejer og (falsk) kaviar fik vi tre retter (kunne ikke lade være med at tilkøbe dessert)
Forretten bestod af serranoskinke, bresola og angus oksepølse, hertil oliven, parmesan med sød balsamico og soltørrede tomater + lunt brød. Det var lækkert, selvom der var RIGTIG meget kød.
Til hovedret fik vi en farseret mørbrad på sauterede grøntsager med gulerodspuré, saltbagte kartofler og en meget speciel sauce, der smagte lidt som bearnaise, bare mere syrlig. Det smagte lækkert, selvom kødet gerne måtte have været lidt mere mørt, og saucen lidt mindre sur.
Desserten derimod.. der har jeg intet at komme efter. Gateeau Marcel kage, hvor mousse-delen var lavet på hvid chokolade og med bær i. Hertil skovbærsorbet og frisk kiwi, ananas og blåbær + frysetørrede jordbær. En virkelig delikat og sød afslutning på en rigtig romantisk aften.
Jeg tror jeg vil bo på en herregård, når jeg bli'r stor!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar