fredag den 23. december 2011

Julen er hjerternes fest!

Og i år er jeg så heldig at holde jul med ene folk, jeg elsker!






Håber, jeres juledage må blive fyldt med kærlighed. Glædelig jul allesammen!!

onsdag den 21. december 2011

Lady og Vagabonden


I dag var det Mads' tur til at forkæle mig. Jeg kom hjem fra hyggelig juleafslutning på seminariet med lidt af en hovedpine, og eftermiddagen blev derfor brugt på sofaen, dels med Gray og co, dels med en lille lur - alt i mens at duften af Italien spredte sig i det lille hjem. Mads havde nemlig sat sig for at lave pasta med kødboller i bedste Lady og Vagabonden-stil. Og han ramte lige i øjet!

Her har I en såda-cirka-opskriften fra huskokken:

Kødboller:

ca 400 g. Hakket oksekød max 10%
1 Æg
et skvæt 5-kornsblanding
et skvæt Fuldkornshvedemel
1 Rødløg (finthakket)
2 fed Hvidløg (presset)
Sea salt- Friskkværnet peber – Cayennepeber

Det hele blandes og stilles i køleskabet en times tid, inden farsen formes til små kugler (mindre
end golfbolde) og bliver stegt ved svag varme på en pande som frikadeller. Når de alle sammen
er på panden, får de lige 5 minutter mere ved svag varme, hvorefter de kommes i et ildfast fad
og i en opvarmet ovn ved 185 grader.

Tomatsauce:

Finthakket hvidløg og hakket løg svitses. Tilføj en bakke groft hakkede sherrytomater, hvorefter salt og peber kværnes ud over sammen med oregano. Skru op for varmen og spred grøntsager til siden, hvorefter tomatpasta kommes i. Der brændes godt af. En tsk sukker bliver drysset ud
over pastaen og når den har fået noget varme et par minutter bliver den blandet sammen
med det andet. Efter lidt tid tilføjer man en dåse tomater og en lille
kaffefløde (lidt synderi skal der være)
Til sidst kom jeg et par skefulde champignon/løg pesto i, men har man ikke det kan det
sikkert undværes eller der kan bruges en anden pesto.
Når det har stået ved svag varme over en halv time, bliver det lagt ud over kødbollerne i
ovnen og får lidt varme sammen med dem, med sølvpapir over.

Og vupti så har man dette resultat


"Jeg lavede dig en lille portion, men du kan altid tage igen," var kommentaren til denne tallerken. Er det foruroligende, at min kæreste har så stor tiltro til min appetit?


Slutter lige af med et gensyn med en af filmhistoriens mest romantiske scener, i tilfælde af, at nogle af jer skulle være forhindret i Disneys Juleshow på lørdag.


Mads og jeg valgte den kedelige stil og spiste med kniv og gaffel :)

søndag den 18. december 2011

Aften i eventyrland

Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en kæmpe romantiker. En glødende royalist. Indtil Frede fandt sin Mary stod "Kronprinsesse af Danmark" øverst på min karriereplan. Jeg elsker silkekjoler, bonderoser, bindingsværkhuse, fine kager og kongeligt porcelæn.  Og alligevel skulle jeg fylde 25, før jeg for første gang spiste på en ægte herregård.
Det skete i torsdags, hvor jeg indløste min adventsgave fra Mads. Han havde købt en middag for to på Store Restrup Herregård gennem den smarte service Downtown.
Fantastisk måde at tilbringe en torsdag aften. Det var ganske enkelt som at blive sat tilbage i tiden. Stedet emmede langt væk af "Jul på slottet", der var lysekroner, sølvtøj, tapetserede stuer og knirkende døre, der næsten fik én til at tro på spøgelser.

Maden var også fornem - omend ikke helt samme klasse som omgivelserne. Ud over en aperitif bestående af rejer og (falsk) kaviar fik vi tre retter (kunne ikke lade være med at tilkøbe dessert)

Forretten bestod af serranoskinke, bresola og angus oksepølse, hertil oliven, parmesan med sød balsamico og soltørrede tomater + lunt brød. Det var lækkert, selvom der var RIGTIG meget kød.

Til hovedret fik vi en farseret mørbrad på sauterede grøntsager med gulerodspuré, saltbagte kartofler og en meget speciel sauce, der smagte lidt som bearnaise, bare mere syrlig. Det smagte lækkert, selvom kødet gerne måtte have været lidt mere mørt, og saucen lidt mindre sur.

Desserten derimod.. der har jeg intet at komme efter. Gateeau Marcel kage, hvor mousse-delen var lavet på hvid chokolade og med bær i. Hertil skovbærsorbet og frisk kiwi, ananas og blåbær + frysetørrede jordbær. En virkelig delikat og sød afslutning på en rigtig romantisk aften.

Jeg tror jeg vil bo på en herregård, når jeg bli'r stor!

Hjææælp, jeg har tekniske problemer!

Siden jeg skiftede til Blogger, har jeg haft et teknisk problem, som bare irriterer mig. Når jeg tilmelder mig som fast læser på en anden blog, opdateres det ikke på mit eget betjeningspanel. Derfor kan jeg heller ikke tilføje disse blogs til min blogroll uden at copypaste adressen. Og ja, uden opdates osv., så ryger meningen med at tilmelde sig som fast læser jo en lille smule. Er der nogen, der ved, hvordan jeg løser dette problem?

Tak :)

lørdag den 17. december 2011

Kæresteforkælelse

Jeg havde for første gang i evigheder en weekendaften uden julefrokoster i går, og den blev brugt med bland selv slik, film og et tidligt gensyn med min dyne! Derfor var jeg frisk i morges - hvilket ikke helt kunne siges om ham under den anden dyne. Han havde nemlig en af de sjovere julefrokoster i går, og kom først hjem et par timer inden, jeg var klar til at stå op. Derfor blev mit morgenoverskud brugt til at kreere en lille brunch til herren. Æg, bacon, lynstegte asparges med havsalt og bagte tomater + brød, ost, kakaomælk og friskpresset juice af appelsin, grapefrugt, gulerødder, blåbær og brombær.

Så blev man i hvert fald sparket i gang med dagen. Og energien var tiltrængt. Jeg har nemlig lige været på en hurtig omgang julegaveshopping i City Syd i Aalborg. Gang på gang glemmer jeg hvor skrækkeligt det sted er - især i slutningen af december!

Heldigvis står resten af weekenden på hygge med gode venner og familie, så jeg klager ikke!

Og tænk sig... nu er der kun én uge til jul :)

onsdag den 14. december 2011

It's like an addiction...

Kilde: http://abc.go.com/shows/greys-anatomy/photo-details/merder-moments/236710/207284
Lad mig bare indrømme det. Jeg er håbløst gammeldags! Derfor er det også først nu, jeg for alvor har opdaget vidunderet ved live stream af tv-serier. Og det er måske heldigt nok set i forhold til mit sociale liv. For hold op hvor er det fristende med sådan en kæmpe buffet af amerikansk drama når det er allermest.. ja.. amerikansk. Jeg er lige nu i gang med Grey's Anatomy, og jeg ELSKER den. Dramaet, romantikken, liv der reddes, liv der mistes, lommefilosofien og ikke mindst: De flotte mænd.

Men hvornår tager det overhånd? Jeg oplevede et advarselssignal for et kvarter siden, da jeg var sekunder fra at fremrykke en shoppetur med en veninde en halv time, fordi jeg så lige kunne nå et til afsnit... Men jeg tog en dyb indånding. Og jeg modstod. Jeg er Marie. Recovering serieholic. Eller begyndende.. Hvem ved? 

Kilde: http://abc.go.com/shows/greys-anatomy/photo-details/a-hard-days-night/89695/220956

Hvilke serier er I afhængige af?

tirsdag den 13. december 2011

Overflow i varm chokolade!

Når det nu er december. Og når nu der er helt mørkt udenfor. Og når nu har en rest flødeskum i køleskabet. Og når nu Anne Au Chocolat forærede mig 500 gram Valhrona Manjari chokolade sidste weekend. Og når nu man bare har en kronisk sød tand. Er der så andet at gøre end at lave varm chokolade?



Jeg indrømmer gerne, at jeg nogle gange vælger den lette løsning, hvis jeg vil have en kop varmt, og putter en kop mælk i mikroen og en ordentlig skefuld nesquick i. Men det kan nu anbefales at bruge de fem minutter ekstra det tager at lave en rigtig kop varm chokolade.

Til min blev brugt den lækre valhrona, der dog er så syrlig, at den blev suppleret af en helt almindelig mellemmørk, sød chokolade. Det blev så smeltet i den varme mælk og toppet med flødeskum og reven chokolade.




Og således får du to store kopper hygge og en god portion kvalme som bonus!
Velbekomme!

torsdag den 8. december 2011

Pjækkehygge!

Først: Undskyld for de døde dage på bloggen. Men ugen er gået stærkt, og computer og kamera har været forsømt, bl.a. til fordel for æbleskivespisning hos Kristine.
I dag får min sofa derfor førsteprioritet og psykologitimerne på sem lov at passe sig selv. Der er altså et eller andet ondskabsfuldt vidunderligt ved at sidde under tæppet i hyggemode, mens man ved at kammeraterne er tvangsindlagt til at forholde sig til diverse gruppemekanismer (egentlig synes jeg emnet er ret spændende - bare ikke i dag). Det er altid bedst at holde fri, når man egentlig ikke må :)

Så sådan her ser mine psykologitimer ud:





Min lille guftallerken består af vanillekranse, marcipanspecier og hjemmelavet bounties! Opskrifterne til de to sidstnævnte er fundet hos Anne Au Chocolat, som jeg forresten var så heldig at have overnattende i weekenden. Dejligt gensyn! Hun kan jo noget helt særligt med søde sager, og selvom mine kreationer ikke har samme æstetiske overbevisning som hendes, så lover jeg jer for, at smagen sidder lige i skabet! Så bare se at komme i gang :)

God torsdag - med eller uden dovne krumspring!

søndag den 4. december 2011

Kugleskør!

Eller i hvert fald skør med julekugler. Især de der små af slagsen, som man begyndte at kunne købe for nogle år siden. Så de må siges at være blevet en fast og fyldende del af julepynten her hjemme!





Hvad er et must af julepynt hjemme hos jer?

lørdag den 3. december 2011

Kulørt aften!

Nogle gange er man så heldig (eller uheldig?) at man har flere fantastiske tilbud på programmet på en enkelt aften. Sådan var det for mig i går, hvor julefrokost med min klasse faldt sammen med, at flere af mine gamle veninder vendte hjem fra København og havde sat aftenen af til tøsehygge.
Så det blev til spisning med klassen og efterfølgende sjov med pigerne. Vi endte med drinks på den nye og rigtig, rigtig hyggelige café, Ulla Terkelsen, London. Stedet kan varmt anbefales!
Det var en tilfreds dame med ømme fødder, der faldt om kuld i sengen en gang i nat. December er jo tid for dressing up - og jeg elsker enhver undskyldning for at lufte disse vidundere. Selvom jeg er elendig til det med høje hæle!

torsdag den 1. december 2011

1. december!

Julens måned skydes i gang med bravour!

Haribokalender, honninghjerter, kalenerlys og i aften: Risengrød og Nissebanden. Jeg elsker altså julen...





Må I have en dejlig 1. december!

onsdag den 30. november 2011

Farvel november!

Så er det i dag, vi officielt tager afsked med efteråret. Og man må sige, at den ellers så udskældte november tog sig ud fra sin bedste side her på sin sidste dag!





tirsdag den 29. november 2011

Bazar Kul - tøj og ting og sager!

Jeg er så heldig at arbejde på KUL, et ungdomskulturhus i Nordkraft, Aalborg. Og i aften er jeg særlig heldig. Vi holder nemlig Ladies Night med tøjbazar og hygge. Konceptet er følgende: Du kigger forbi med en pose tøj, du ikke længere bruger (eller en pose kontanter) og så kan der ellers byttes, sælges og købes indbyrdes. Der vil være opstillet et par deciderede stander med tøj, men ellers er det bare uforpligtende bytte- og kiggeri.
Vi sørger for hyggelig stemning i form af god musik, kaffe, the og IKKE mindst: smukke cupcakes fra KULs helt egen huskonditor Frk Cookie Crumble

Jeg håber, at en masse Aalborgtøser vil kigge forbi!

søndag den 27. november 2011

Ikke den værste dag at være blæst inde på!

For mens stormen raser udenfor vinduerne, og vi kan høre regnen piske på ruden, så er der tændt det første lys i adventskransen og slumretæpperne er trukket op over snuderne. Jeg piller klementiner og den første snert af julestemning spreder sig i det lille hjem!


Håber, I nyder jeres søndag derude!

lørdag den 26. november 2011

Energiboost

Når dagene er grå i grå, må man nogle gange gøre lidt ekstra for at få sig selv op i gear. I morges blev kuren et glas friskpresset juice. Jeg fik nemlig en saftpresser i fødselsdagsgave i august, og selvom den fylder og er halvbesværlig at gøre rent, ja så er den guld værd. Den blev især brugt, da kolonihaven bugnede med æbler, men der er jo sådan set ingen grænser for, hvilke grøntsager og frugter, man kan bruge i den.

I dag bestod juicen af:

5 appelsiner
2 gulerødder
1 halvt granatæble
isterninger

Det gav til to gode glas lækker og frisk juice!

Tror godt, den kombination kunne blive en vintervane!

fredag den 25. november 2011

Dovne dage - og verdens bedste pizza!

Dagene går! Og en smule novembersnue har påvirket aktivitetsniveauet her på bloggen. Derfor nåede det at blive fredag, før I blev præsenteret for mandagens aftensmad!
Men præsenteres for den, det skal I. Det er nemlig en ret så let og endnu mere lækker pizza med gedeost og aubergine som hovedingredienser.



Til to pizzaer skal du bruge:

Dej:
35 g gær
3-3,5 dl vand
1 tsk salt
ca 500 g pizzamel

Fyld:
1 aubergine
1 rulle gedeost
1 pk frisk mozzarellaost
Ca. 2 spsk flydende honning
Ca. 2 spsk chiliolie

Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt. Tilføj mel, til dejen er fast, men ikke for tør, og lad den hæve tildækket og lunt i 30 min.
Slå dejen ned og form den til en kugle, hvorefter den hæver yderligere 30 min.

Skær Auberginen i tynde skiver og drys med salt - lad dem trække i ca. 10 min, og dup med køkkenrulle så overskydende salt forsvinder.

Skær de to slags ost i skiver

Sæt en bagesten i ovnen og tænd på 220 grader.

Når dejen har hævet færdigt, del den da i to, og rul ud til to runde bunde, så tyndt som muligt. Brug evt lidt olie, det gør rullearbejdet lettere.
Nu fordeles mozzeralla- og gedeost ligeligt på de to bunde, og herefter lægges aubergineskiverne på. Læg dem så tæt som muligt, de skrumper nemlig lidt under bagningen.

Til sidst rører du honning og chiliolie sammen og pensler pizzaerne med blandingen.

Bag dem en ad gangen på bagestenen (som skal være helt varm, når pizaaen sættes ind) i ca. 20 min.

Og så er der ellers super pizza til 2-4 personer (alt efter sult og tilbehør).



Nu vil jeg snart vikle mig ud af mit fredags-fridags-morgen-hygge-humør og bevæge mig ud i blæsten og ind til byen, hvor der skal købes ind til adventskrans og anden decemberhygge. For tænk sig. På søndag bliver det 100% legalt at jule igennem. Og jeg glæder mig!

tirsdag den 22. november 2011

Happy Birthday!

I dag har ham min dejlige kæreste fødselsdag. Vi har begge et travlt skema denne november-tirsdag, men i aften skal han fejres med en god middag et sted i byen.

Derudover havde vi familien på besøg i søndags. Det var en super hyggelig dag, og selvfølgelig glemte jeg alt om mit kamera, det øjeblik gæsterne kom ind ad døren. Men jeg nåede at knipse et par billeder af kagerne:

 Hindbærsnitter pyntet med fodbolde - til ære for fødselaren, nevøerne og sjovt nok også niecen, som normalvis foretrækker prinsesser og pink, men som i dagens anledning eeeeeeeeelskede fodbold!
 Der skulle også en portion af de klassiske hindbærsnitter på bordet

Derudover lavede jeg Anne au Chocolats hemmelige gulerodskage. Og hun har helt ret, når hun siger, at den er verden bedste. Svampet og krydret og bare helt igennem lækker!

Selvfølgelig havde der også været cookies, flødekager, napoleonshatte og en kagemand med både marcipan og flødeskum på bordet, hvis det stod til mig. Men dette mini-kagebord var nu super lækkert. Og dagens hovedperson var mere end tilfreds!

mandag den 21. november 2011

Så skal der kysses

Julens vigtigste dekoration var nemlig hængt op, da jeg kom hjem i dag.


Så er julen så småt skudt i gang. Og mon ikke jeg snart skal i køkkenet og lege julekonditor. Kristine var nemlig ved grænsen i går og var sød at købe marcipan og nødder med hjem til mig!

Er jeg den eneste der glæder sig til, at første lys i adventskransen tændes om en lille uge?

søndag den 20. november 2011

Summerbird

Det er skønt at have gæster. Og glæden bliver ikke mindre, når man får en lækker værtindegave. Det var tilfældet for mig i fredags, da vi holdt den berygtede Thanksgiving Dinner. Og pigerne kender tydeligvis min smag. De medbragte nemlig de lækreste delikatesser fra Summerbird. Mmmm hvor jeg elsker chokolade og gode veninder!

Chokoladetapas, som ser alt for indbydende ud til at blive i skabet ret længe



Spanske mandler med madagascarchokolade og havsalt. De er så smukke!

Jeg tror de små vidundere skal smages på tirsdag. Da har Mads nemlig fødselsdag - og i den forbindelse har vi travlt i køkkenet, for om en times tid kommer familien til boller, kage og i aften endnu flere boller, men med karry til. Jeg glæder mig og tør godt love, at der følger et par billeder en af dagene :)

God søndag!