søndag den 18. november 2012

Kan ét ord sige mere end 1000 billeder?


Jeg så engang en plakat ved en busholdeplads. Med store bogstaver stod der (noget i stil med): 1000 ord siger mere end et billede. Og så havde man simpelthen ”malet” et billede af ene ord. Så vidt jeg husker, forestillede billedet en kendt forfatter, som ordene så dannede en tekst om. Jeg var ret vild med ideen. Måske fordi jeg er ret glad for ord.
Ordsprog kan godt låse os fast i nogle opfattelser af, hvordan verden hænger sammen. Jeg vil ikke underkende, at billeder kan sige mere end 1000 ord. Men ord kan også danne smukke, smukke billeder.
Væver jeg? Tænker I ”hvorfor alle disse ord i indlægget?” Og det skal jeg sige jer. Jeg har stor respekt for ordet, såvel som billedet, men det er førstnævnte, jeg i højeste grad har i min magt. Derudover har min hverdag forandret sig til sådan en, hvor der sjældent er tid til gennemtænkte fotografier – højst snapshot af en baby sendt af sted til kæresten med ord som ”se hvor flot hun savler”. Til gengæld er der tid til ord. Til drømme, overvejelser, indre diskussioner, hverdagsanekdoter og hjemmestrikkede eventyr på rim og melodi.
Derfor bliver bloggen fremover mere end ”ordblog” –selvfølgelig stadig med billeder hist og pist. Jeg har aldrig og vil heller ikke nu have regler for, hvad den må indeholde, men har blot besluttet at ændre en smule kurs, i og med at mit liv har gjort det samme.

Så i stedet for at afslutte med en række billeder, vil jeg afslutte med en række af de ord, der fylder hos mig denne søndag morgen – og så kan I jo selv se, hvilke billeder det vækker hos jer.

Træthed
Julepyntsfrustrationer
Morgennusseri
Boligdrømme
Rundstykkecrawing
Babykinder
Kærlighed


Og lur mig så ikke, om mind næste mange indlæg nærmest udelukkende kommer til at bestå af billeder. Det der med at lægge langstrækte planer er i hvert fald ikke noget, jeg sådan generelt har held med for tiden ;)


2 kommentarer:

  1. Hahahaha, omg søde - du forstår lige at sparke søndagen igang ;) Sikke et dejligt indlæg, der fik selv en meget tung i hovedet, (læs: jeg fik sgu nok et glas rødvin for meget igår) gider ikke lave lektier, magter ikke at stå op ramt ung kvinde :) Jeg synes det er dejligt du skifter kurs, for din blog skal jo afspejle hvem du er, og du har ret. Du har ordet i din magt, og bruger dem så flot. Det er med at udnytte det, og ikke mindst holde det i hævd (især det skrevne), nu du er på barsel, og ikke er med til at skrive mine opgaver på sem :D hahahaha.

    SvarSlet
  2. Haha, jeg bukker og takker! Blogindlæg frister noget mere end pædagogikopgaver må jeg indrømme. Men jeg får jo kosten at føle næste år, så må hellere holde mig lidt i gang ;-)

    SvarSlet