torsdag den 13. oktober 2011

Hindbærsnitter


I morgen skal Mads og jeg på tur med Camilla og Mads, der er de gavmilde givere af de fantastiske kantareller. For at gengælde venligheden har jeg bagt en portion hindbærsnitter, en ny dille i mit køkken. Jeg har altid forestillet mig, at sådan nogle størrelser er super besværlige at lave, men det er slet ikke tilfældet, i hvert fald ikke med opskriften fra den dejlige kagebog “Kager der smager og andre søde sager”.
Til 10-12 stk skal du bruge:
250 g mel
1 tsk bagepulver
125 g sukker
125 g smør
1 æg
1 lille glas god hindbærmarmelade
Mel og bagepulver blandes og smørret hakkes fint heri. Efterfølgende æltes sukker og ægget i, til dejen er glat. Den rulles ud på et bagepair i en bredde, der svarrer til en bradepande. Smør marmeladen på halvdelen af dejen, men undlad et par centimeter i kanten. Ved hjælp af bagepapiret foldes den fri halvdel af dejen over den med marmeladen og kanterne trykkes godt sammen. Kagen bages i ovnen ved 180 grader i 20-25 min. Den skæres til snitter mens den stadig er lun, og når disse er afkølet pyntes de efter smag.

 Nu vil jeg nyde mig en enkelt til min eftermiddagsthe, og så håber jeg, at resten vækker begejstring i morgen!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar