Ja, de hedder knækbrød, men de er nærmest så langt fra en ordinær pakke Wasa, som de kan komme. Jeg kan varmt anbefale disse kernefyldte, sprøde knægte. Og så er fremgangsmåden ganske enkel. Det eneste der kræves er, at man har frø- og kernelageret i orden.
Opskriften har jeg fundet lige her, dog har jeg reduceret olien lidt. 1/2 dl er mere end nok. Derudover lavede jeg dobbelt portion, for de små hapsere forsvinder hurtigt. Derfor lyder min opskrift:
2 dl græskarkerner
2 dl solsikkekerner
2 dl hørfrø
2 dl sesamfrø
2 dl havregryn
2 dl rugmel
5 dl mel
3-4 dl vand
2 tsk salt
1/2 – 1 dl olivenolie
1 æg til pensling
Solsikkekerner og græskarkerner ristes af på en pande. Alle de tørre ingredienser blandes, vand og olie tilføjes og massen røres sammen til en fast, men fugtig dej. Den fordeles på 3-4 bageplader alt efter størrelse og rulles ud mellem to bagepapirer, så fladt som muligt.
Den udrullede dej pensles med æg og drysses med valgfrit pynt. Jeg brugte Maldon Seasalt, men kun fantasien sætter grænser (næsten da) Brug et pizzahjul til at skære dejen ud i passende stykker og bag dem ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter.
Knækkerne er lækre lige som de er, men også fantastiske med en god klat friskost. Eller nutella, hvis man skal være rigtig uartig. Man kan også vælge at skære dem ud i form som dipstænger og bruge dem som snack sammen med diverse dipper. Som I ser.. mulighederne er uanede, så bare se at komme i gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar