søndag den 8. januar 2012

Søndagsbirkes


Graviditet er noget, der godt kan anbefales. Man går rundt i en lykkebobbel (det meste af tiden), man bliver forkælet af kæresten (endnu mere end man plejer), man har det ok med, at bukserne begynder at stramme (lidt mere end de plejer), og... man har ikke tømmermænd om søndagen! Nu skal jeg ikke gøre mig hellig, jeg indrømmer gerne, at jeg savner en stor kold fadbamse, og at cosmopolitans smager bedre MED alkohol i, men den lyse side af sagen er så, at man har så meget mere overskud i weekenden.

I dag blev dette overskud brugt til at bage thebirkes. Inspireret af Kristine stak jeg her til morges hovedet i min Amo Fødselsdagsbagebog og forkælede Mads og mig selv med en omgang smørfyldte morgenhapsere - dog uden marcipan.

Jeg er ganske godt tilfreds med min birkesdebut og planlægger afgjort at gentage succeen!


Hvis I skulle få lyst til at prøve det selv, ja så er opskriften her:


16 thebirkes:
1 dl mælk
50 g gær
300 g hvedemel
1 æg
25 g sukker
1/2 tsk salt
100 g blødt smør
1 sammenpisket æg til pensling
birkes til pynt

Opløs gæren i kold mælk og bland herefter de andre ingredienser i. Rør/ælt dejen, til den er glat og smidig og lad den hvile et par minutter. Drys et bord med mel og rul dejen ud herpå. Den skal være ca. 20  x 65 cm. Pensl med æg og fold herefter dejen på den lange side, først den ene kant ind mod midten, så den anden. Vend nu "rullen", så bunden er øverst, pensl med æg og drys med birkes. Skær ud i passende størrelser og lad brødene hæve lunt og tildækket i ca. 45 min, mens ovnen varmes til 220 grader (200 ved varmluft)

Bag i ca 12 min (men hold øje med dem, mine tog hurtigt farve)

Vi nød de lækre birkes med kold smør og ost, hertil friskpresset juice, grapefrugt og the. Dejlig dejlig start på en dejlig søndag!

3 kommentarer:

  1. Jeg synes du er sååå sej Marie :) Du er jo ved at blive voksen, juhuuu ;) men hallo, måske det også er godt nok, når der snart kommer en lille skid ind i billedet, som gerne skulle have nogle "lidt" voksne forældre ;) Lille arnoldus skal jo også lære at spise birkes engang ;)

    Uhm - lækkert ser det altså ud søde. Sikke en skøn morgenstart. Hurra for kæreste og søndagshygge!

    SvarSlet
  2. Jeg blev virkelig også inspireret af Kristines blogindlæg - jeg vil også bage birkes!!!
    HURRA for Kristine og lille Arnoldus!! ;)

    SvarSlet
  3. Hurra for kærester, søndagshygge, Kristine, Carina og Arnoldus ;) I er søde er I!

    SvarSlet